genbrugstryghed
Vi skal lykkes med at bruge brugte byggematerialer i nye projekter, og vi er bevidste om, at det er ukendt land for mange og naturligt skaber udfordringer.
Derfor fokuserer vi på at reducere usikkerheder og skabe klarhed omkring anvendelse og levering, så genbrugsmaterialerne kan indgå i nye projekter på en effektiv måde.
Kingo kan ikke levere garantier på byggematerialer, men vi kan hjælpe med til at tage dem forsigtigt ud af bygninger, få dem kvalificeret, testet og skabe dokumentation omkring dem. Dertil har vi samarbejde med producenter, hvor vi kan levere closed loops. Ad den vej kan du få ekspertisen og garantien fra producenter samtidig med, at du mindsker risikoen og bibeholder CO2-gevinsterne.
Nedenfor er et overblik over en stor del af de områder, vi søger at styrke for at skabe tryghed omkring brugen af brugte byggematerialer. Et gennemgående tema er forventningsafstemning og respekt/forståelse for faggrupper, der skal behandle materialerne før og efter i byggekæden.
Der vil være forskel på hvilke områder, der er vigtige for dig og dit projekt, men overordnet søger vi alle det samme – og det kalder vi for genbrugstryghed.
Risiko
Risiko er et bredt begreb, men det gør en stor forskel for opfattelsen og trygheden i brugte byggematerialer, hvis risikoaspektet foldes ud og adresseres.
Der er stor forskel på, om vi taler risiko i bærende konstruktioner, eller om det er loftsplader fra et systemloft, der skal opsættes på ny.
Og har vi med strukturelle elementer at gøre, varierer risiko også med lastkrav, alt efter hvor i bygningen fx et genbrugt betonelement placeres.
Kvalitet og tolerancer
Det er vigtigt at have klarhed over den ønskede kvalitet og hvilke tolerancer, der arbejdes med, når genbrugsmaterialer skal sikres. Vælger vi maskiner eller håndkraft til nedtagning af mursten.
Skal gulvene tages op, så fer og not bibeholdes, eller skal de alligevel genskabes?
Case: 3 gange så mange genbrugsmursten sikret ved manuel nedtagning
Økonomi
Det er en af de helt store usikkerheder, når der skal genbrugsmaterialer ind i et byggeprojekt.
For at undgå risikotillæg igennem byggeriets værdikæde, så vælg nogen, der har erfaring, og kombinér det med kommunikation om projektet.
Prisen på materialerne kan aftales med os, inden vi piller dem ud af bygningen, så økonomien ikke skrider.
Og med viden om de materialer, der skal bruges, kan entreprenøren eller håndværkeren tages i ed om materialernes tilstand, pakning mv., så risikotillæg også fjernes fra deres entreprise.
Dokumentation – sporbarhed
Vi prioriterer sporbarhed, så alle vores materialer kan spores tilbage til den specifikke sag, de stammer fra. Denne grundige dokumentation sikrer, at både vi og vores kunder har fuld indsigt i materialernes oprindelse og historik. Sporbarhed er afgørende for at skabe tillid til genbrugsmaterialerne.
Dokumentation – miljøfarlige stoffer
På vores projekter udarbejdes lovpligtige miljørapporter, der nøje dokumenterer, om der er miljøskadelige stoffer i en bygning og danner grundlag for vores miljøsanering.
Disse rapporter bekræfter, at de materialer, vi tager selektivt ud til genbrug, er fri for sundheds- og miljøfarlige stoffer, så vores kunder trygt kan anvende dem i nye byggeprojekter. Miljørapporterne følger materialerne hele vejen og garanterer, at genbrug sker forsvarligt og ansvarligt.
Efterbehandling – tilpasning
Ofte skal genbrugsprodukter efterbehandles, så de passer ind i en ny sammenhæng. Det kan være alt fra en rensning eller gensavning til penselstrøg med ny maling.
Vi har gode erfaringer med at bygge værdikæder, hvor vi leverer ”råmaterialerne” i form af genbrugte byggematerialer, og så tager andre over med at få materialerne gjort klar til det nye projekt, så form og funktion matcher.
Ensartethed i større volumener
Store volumener af materialer hentet fra samme sted giver muligheder. Ensartede materialer er mere forudsigelige, og arbejdsprocesserne med håndtering af dem kan lettere optimeres. Mængder gør det også mere realistisk at styrketeste materialerne.
Case:20.000 meter spærtræ genbruges
”Samarbejdet her er et godt eksempel på et velfungerende materialeflow. At vi bare fra én sag kan fylde vores lager op for en længere periode med ensartet kvalitet.” – Niels Jakubiak Andersen, Administrerende direktør, Næste.
Closed loops med producenter
Ved større mængder af genbrugsmaterialer kan vi aktivere producenter og lave såkaldte closed loops, hvor vi kommer med materialerne samt projektet, der vil aftage de færdige produkter.
Producenten tager så de brugte byggematerialer og kører dem delvist igennem deres produktion – retter kanter, sikrer fugt og måske tilfører nymalet overflade. Vi begynder her at opleve, at der kommer upcyclede produkter ud i den anden ende med ny garanti sammenligneligt med nye produkter.
Bygbare genbrugsmaterialer
Er materialerne bygbare, eller skubber vi problemstillingen videre til næste led i byggeriets værdikæde? Det er et almindeligt usikkerhedsspørgsmål, der i mange tilfælde er til at få afklaret. Det handler om at inddrage dem, der skal bygge med materialerne og høre ind til deres krav og ønsker for at kunne levere deres vante kvalitet uden, at økonomien med at bygge med genbrugsmaterialer løber løbsk.
Case: Lad os tale lidt lavpraktisk om risici ved genbrugsmaterialer
Brorsonskolen, hvor der bl.a. blev udtaget 85.000 mursten. Her spurgte man forlods lokale murere, om de kunne mure med de genbrugte sten, hvis de så sådan her ud og var stablet efter de her retningslinjer.